Jobannonce
AktivAdjunkt/lektor med konsulentopgaver til UCL's videreuddannelse på skoleområdet
Vil du være med til at styrke kvaliteten i skolers pædagogiske praksis gennem undervisning, kompetenceudvikling og udviklingsprojekter? Brænder du for at skabe deltagelsesmuligheder for flere børn og unge gennem en fællesskabende pædagogisk praksis? Og har du lyst til at samarbejde med kommuner, skoler, ledere og undervisere om udvikling af fremtidens skole?
Så er du måske vores nye adjunkt/lektor i skoleområdet i Pædagogik, Læring og Undervisningsmidler ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Hvem er vi?
Skoleområdet i videreuddannelsen er en del af UCL's område for Pædagogik, Læring og Undervisningsmidler. Vi samarbejder med kommuner, organisationer, ministerier og uddannelsesinstitutioner om kompetenceudvikling, diplomuddannelser, konsulentydelser og længerevarende udviklings- og forskningsinformerede projekter på skoleområdet.
Vi arbejder for at understøtte udviklingen af stærke læringsfællesskaber og en praksis, hvor flere børn og unge oplever deltagelsesmuligheder, læring, trivsel og faglig udvikling. Aktuelt er der et særligt fokus på implementering af folkeskolens nye fagplaner og de didaktiske principper, som de bygger på:
- Undervisning, der inviterer eleverne til faglig fordybelse.
- Undervisning, der er praksisorienteret og virkelighedsnær.
- Undervisning, hvor eleverne inddrages og har medbestemmelse.
- Undervisning, hvor eleverne inviteres ind i forskellige faglige og sociale fællesskaber.
Du bliver en del af et stærkt fagligt miljø med tæt samarbejde på tværs af videreuddannelsen, Center for Undervisningsmidler (CFU), læreruddannelsen, pædagoguddannelsen og UCL's forskningsmiljøer.
Dit primære arbejdssted bliver UCL på Niels Bohrs Allé i Odense, men en stor del af arbejdet foregår også hos kommuner, skoler og samarbejdspartnere i UCL's dækningsområde.
Om stillingen
Vi søger en adjunkt eller lektor, som kan bidrage til både undervisning, konsulentopgaver og udviklingsprojekter på skoleområdet.
Du skal have lyst til at arbejde i krydsfeltet mellem teori og praksis og være optaget af, hvordan pædagogisk og didaktisk viden omsættes til meningsfulde handlinger i skoler og andre læringsmiljøer.
Som adjunkt/lektor vil du blandt andet skulle:
- undervise på diplomuddannelser og andre videreuddannelsestilbud
- gennemføre kurser, temadage og rekvirerede kompetenceudviklingsforløb i kommuner og på skoler
- udvikle og gennemføre undervisningsforløb med høj faglig og didaktisk kvalitet
- understøtte kommuner, skoler og ledere gennem konsulentopgaver og udviklingsforløb
- deltage i og udvikle projekter i samarbejde med kommuner, institutioner og øvrige samarbejdspartnere
- bidrage til udviklingen af nye uddannelses- og kompetenceudviklingstilbud
- indgå i tværfaglige samarbejder med kolleger på tværs af UCL.
Om dig
Vi søger dig, som brænder for at udvikle og understøtte god praksis i skolen og som motiveres af at arbejde tæt sammen med professionelle læringsfællesskaber.
Vi forestiller os, at du:
- har en kandidat- eller masteruddannelse inden for pædagogik og didaktik
- har solid erfaring fra skoleområdet og indsigt i aktuelle pædagogiske og didaktiske dagsordener
- har erfaring med undervisning, vejledning eller kompetenceudvikling af lærere, pædagoger og ledere
- har erfaring med eller interesse for konsulentarbejde og udviklingsprocesser i kommunale og pædagogiske organisationer
- har viden om fællesskabende pædagogiske tilgange og inkluderende læringsmiljøer
- har erfaring med legende, skabende, fænomenbaserede og/eller problembaserede tilgange til læring
- har gode digitale kompetencer og kan anvende dem didaktisk i undervisning og udviklingsarbejde
- er en stærk formidler, der kan skabe engagement og deltagelse hos voksne deltagere
- er initiativrig, samarbejdsorienteret og god til at opbygge relationer.
Derudover vil det være en fordel, hvis du har erfaring med projektarbejde, udviklingssamarbejder eller opbygning af kompetenceudviklingsforløb på tværs af organisationer.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast fuldtidsstilling med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer. Stillingen er med tiltrædelse den 15. september 2026.
Ansættelsesstedet er UCL, Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M. Der vil dog være en del aktiviteter på øvrige UCL-adresser samt hos kommuner og samarbejdspartnere i hele dækningsområdet.
Der må derfor forventes rejseaktivitet, og det er nødvendigt, at du har kørekort og egen bil til rådighed.
Du bliver ansat i henhold til cirkulære om overenskomst for akademikere i staten samt bekendtgørelse om stillingsstruktur for undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Stillingen er omfattet af principperne om Ny Løn.
Bliver du ansat som lektor, ser vi gerne, at du er lektorbedømt efter stillingsstrukturen fra 2013.
Er du lektorbedømt efter tidligere stillingsstrukturer, kan du efter aftale vælge, at ansættelsen sker på hidtidige centralt fastsatte løn-og ansættelsesvilkår efter stillingsstruktur fra 2003, hvilket blandt andet kan have indflydelse på størrelsen af dit lektortillæg samt muligheden for at kunne blive udpeget som medlem af lektorbedømmelsesudvalg.
Alternativt kan du aftale fornyet lektorbedømmelse efter den aktuelle stillingsstruktur og efter reglerne i kapitel 5 i Bekendtgørelse om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler, Danmarks Medie-og journalisthøjskole og visse maritime uddannelsesinstitutioner. Bedømmelsen sker på grundlag af en kort lektoranmodning på 8 sider vedrørende kompetencer inden for forskning og udvikling. Anmodningen skal afleveres til UCL i forbindelse med ansættelsesprocessen. Bedømmelsen afgøres på 3-6 uger af et eksternt bedømmelsesudvalg nedsat af UCL. Ved evt. negativ bedømmelse kan ansættelsen ske efter tidligere stillingsstruktur eller som adjunkt.
UCL tilbyder vejledning i forbindelse med udarbejdelse af anmodningen.
Ansættes du som adjunkt, vil du indgå i et lektorkvalificeringsforløb, jf. Bekendtgørelse om lektorkvalificering, lektorbedømmelse og docentbedømmelse af undervisere ved erhvervsakademier, professionshøjskoler, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og visse maritime uddannelsesinstitutioner.
Et adjunktforløb er på maksimalt 4 år. I praksis betyder det, at du bliver tilknyttet en vejleder og følger et kompetenceudviklingsprogram, hvor du i løbet af den 4-årige periode skal løse opgaver inden for såvel undervisning, forskning og udvikling. Kompetenceudviklingsforløbet afsluttes med en skriftlig opgave, der danner grundlag for, at du kan overgå til en stilling som lektor.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte:
- Dorte Stage Mølgaard Afdelingsleder, Skoleområdet i Pædagogik, Læring og Undervisningsmidler på mobil 2116 8120 eller e-mail dsmo@ucl.dk.
- Ulrik Bollerup Thomsen Chef for Pædagogik, Læring og Undervisningsmidler på mobil 23 39 40 34
Du kan læse mere om UCL på: www.ucl.dk og om skoleområdet specifikt på ucl.dk/skole.
Vi forventer at afholde samtaler fredag den 11. september 2026.
Sådan søger du
Send din ansøgning, CV og relevante bilag via www.ucl.dk/job senest onsdag den 9. september 2026.
Joboverblik
- Arbejdsgiver
- UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
- Arbejdssted
- Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M
- Publiceret
- Ansøgningsfrist
- Ledige stillinger
- 1